RYTMISK KORLEDERSTÆVNE
Mariagerfjord Korskole inviterer til Mariagerfjords rytmiske korlederstævne for korledelse af børn og unge, i weekenden d. 10. - 12. november 2023.
Mariagerfjord Korskole er anerkendt for deres særlige tilgang og metoder til rytmisk korledelse af børn og unge, og nu kan du opleve metoderne på tæt hold og få inspiration til at arbejde inspirerende og motiverende med børn og unge.
På korlederstævnet møder du fire førende instruktører inden for feltet, nemlig Siri Myggen, Jonas Rasmussen, Christian Fris-Ronsfeld og Maj-Lis Hoffer Henriksen, og du vil opleve workshops både som deltagende sanger og korleder, samt når du overværer øvesessioner med Korskolens kor og instruktørerne. På stævnet er der tid til at fordybe sig, at netværke og samtidig at hygge sig med de andre deltagere. Vi byder velkommen med et brag, når korskolens børne- og ungdomskor, samt korskolens flagskib ”Mariagerfjord Pigekor” går på scenen, som sidste år fik den internationale korpris ”European Voices Award 2022”.
Weekendstævnet henvender sig bredt til alle korledere og dirigenter i bl.a. folkeskolen, kirker, gymnasier, musikskoler og efterskoler, som har interesse i rytmisk korledelse af børn og unge.
WORKSHOPS
1. VOPA OG SOLFA MED BØRN OG UNGE TEENAGERE
LØRDAG KL. 9.30 - 12.00 | Siri
Vocal Painting (VOPA) er et musikalsk tegnsprog, der bruges af korledere og sangere. I arbejdet med børn tilbyder VOPA en legende og sjov tilgang til sang, som ofte er appellerende for børn. Det er en nem måde at arbejde med flerstemmighed, vi kan igangsætte små improvisationer, og fordi musikken hele tiden kan tage ny form, kan det være en vej til at fastholde børnenes engagement og fokus. Tegnene kan desuden bruges til at skabe et lettere flow i undervisningen, fordi vi kan arbejde med musikken uden at skulle forklare og tale en masse.
På denne workshop får deltagerne mulighed for at se eksempler på, hvordan man kan arbejde med Vocal Painting med børne- og spirekor med Mariagerfjords yngste sangere som kaniner. Deltagerne lærer konkrete tegn og metoder til opbygninger af såkaldte ”Live-arrangementer” og får mulighed for at øve sig i at VOPA-dirigere
børnekorene.
2. ENERGI PÅ BANEN - PERFORMANCETIPS TIL RYTMISKE UNGDOMSKOR
LØRDAG KL. 14.15 - 15.30 | Christian
Hvordan får man sine korsangere til at shine på scenen, så de kommer ud over scenekanten? Og hvordan
understøtter du, at dine korsangere forstærker musikkens udtryk med et autentisk og dynamisk kropssprog?
Du præsenteres for metoder, hvor der arbejdes med at styrke sangernes bevidsthed om deres kropssprog og en tydelig fortolkning af musikken. Gennem interaktion, leg og skuespil får sangerne en dybere forståelse for en autentisk brug af stemmen og kroppen. Mariagerfjord Pigekor medvirker som øvekor.
Deltagerne prøver øvelserne både på egen krop og ser hvordan metoderne virker på et ungdomskor. I denne workshop får deltagerne desuden mulighed for at stille spørgsmål til pigerne i koret og bliver præsenteret for det pædagogiske mindset omkring Mariagerfjord Korskole.
3. VOPA OG SOLFA MED UNGE
LØRDAG KL. 16.00 - 18.00 | Siri
:Når vi arbejder med Vocal Painting, arbejder vi i høj grad også med sangernes nærvær og risikovillighed. Med VOPA inviterer vi sangerne til at være en aktiv og medskabende del af musikken. I arbejdet med ungdomskor, kan det være en vej til at arbejde med improvisation indenfor en overskueligt og tryg ramme.
På denne workshop får deltagerne konkrete øvelser og ideer til, hvordan man kan arbejde med korsatser, der inddrager samskabelse og improvisation. Mariagerfjords Pigekor agerer kaniner, og deltagerne får både mulighed for at se eksempler på, hvordan man kan arbejde med VOPA med dem, og for selv at øve sig i at VOPA-dirigere koret.
4. BARBERSHOP FOR UNGDOMSKOR
SØNDAG KL. 9.30 - 12.00 + SØNDAG KL. 13.00 - 14.15 | Jonas
Er du interesseret i at udforske rytmisk korsang og lære om barbershop-stilen? Så er denne workshop perfekt til dig! Gennem en blanding af teori og praksis vil du lære om barbershoppens 11 lovlige akkorder, rytme og performance teknikker, der er specifikke for barbershop.
Vi skal synge både på dansk og engelsk og kommer ind på begreber som “tags”, “ring” og “wall of sound”. Målgruppen er ungdomskor, men du får lov at prøve det hele på egen krop når du synger med i barbershop-øvekoret.
INSTRUKTØRER

SIRI MYGGEN
Siri Myggen er sanger, vokalleder og komponist, og er uddannet solist i korledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun arbejder særligt med et felt, hun kalder for ”krea-kor”, hvor samskabelse og livekomposition bl.a. ved hjælp af Vocal Painting indgår som en væsentlig del af korarbejdet.
Siri arbejder som dirigent og kunstnerisk leder for det elektroniske vokal-kollektiv Echoes in Veil samt det københavnerbaserede a cappella Vokalkompagniet, og er desuden en flittigt brugt kursus- og workshopholder.
Gennem 6 år som seniorkonsulent for Sangens Hus, blev Siri optaget af at lave musik med børn og unge, og at undersøge, hvordan krea-kor tilgangen kan anvendes med denne målgruppe, Hun har bl.a. skrevet bogen ”Glade stemmer i folkeskolen” for
Sangens Hus og laver musikkurser for pædagogisk personale og musiklærere i en række sjællandske kommuner.

CHRISTIAN FRIS-RONSFELD
Christian Fris-Ronsfeld er kunstnerisk leder af Mariagerfjord Korskole, hvor han er dirigent for de rytmiske elitekor Mariagerfjord Pigekor, Juniorkor, Drengekor og Juniordrengekor.
Ved siden af sit arbejde i Korskolen har han været dirigent for det prisvindende landshold for rytmisk ungdomskor Syng Selected og det aarhusianske a cappella kor Naura og er bestyrelsesmedlem i Aarhus Vocal Festival (AAVF).
Christian har en kandidatgrad fra Det Jyske Musikkonservatorium i Rytmisk Korledelse, Rytmisk Sang og Hørelære og er uddannet gymnasielærer i musik fra University of Music i Freiburg/Tyskland.

JONAS RASMUSSEN
Jonas Rasmussen er dirigent for Akademisk Kor Århus, Ungdomskoret Aarhus U og Barbershopkoret BarbAros.
Ved siden af sine kor er Jonas lærer på Det Jyske Musikkonservatorium i klassisk korledelse, korkonsulent for Korliv - Folkekirkens kororganisation og redaktør på Danmarks nye digitale platform for korledere - KorTools.
Jonas er uddannet fra University of Cambridge, Kungl. Musikhögskolan I Stockholm og Det Jyske Musikkonservatorium.

MAJ-LIS HOFFER HENRIKSEN
Maj-Lis Hoffer Henriksen er ansat i Mariagerfjord Korskole, hvor hun underviser Mariagerfjord Minispirekor og spirekor. Derudover varetager Maj-Lis breddedelen af arbejdet i korskolen, som rummer folkeskolekor, lungekor og rytmisk voksenkor.
Maj-Lis er Cand. Mag fra Københavns Universitet med Musikvidenskab som hovedfag og Religionsvidenskab som sidefag. Gennem de sidste 8 år har hun ligeledes arbejdet i dybden med Anne Rosing-Moden indenfor sang, hvilket hun bruger i sin dagligdag.
PROGRAM
15:00 - 17:00 | Check in på Hotel Amerika |
17:15 - 17:45 | Velkomst på Mariagerfjord Gymnasium |
17:45 - 18:45 | Aftensmad på Mariagerfjord Gymnasium |
18:45 - 19:30 | Icebreakers med Maj-Lis og Christian - så er vi i gang |
20:00 - 21:15 | Koncert med Mariagerfjord Korskole - på Mariagerfjord Gymnasium |
21:30 | Hygge på Hotel Amerika |
08:00 - 09:00 | Morgenmad på Hotel Amerika |
09:30 - 12:00 | Workshop 1 på Mariagerfjord Gymnasium |
12:00 - 13:00 | Frokost på Mariagerfjord Gymnasium |
13:00 - 14:00 | Netværks-workshop på Mariagerfjord Gymnasium, med Maj-Lis, Christian og Siri |
14:00 - 14:15 | Pause |
14:15 - 15:30 | Workshop 2 på Mariagerfjord Gymnasium |
15:30 - 16:00 | Pause |
16:00 - 18:00 | Workshop 3 på Mariagerfjord Gymnasium |
19:00 | Festmiddag på Hotel Amerika |
08:00 - 09:00 | Morgenmad på Hotel Amerika |
09:30 - 12:00 | Workshop 4 (del 1) på Mariagerfjord Gymnasium |
12:00 - 13:00 | Frokost på Mariagerfjord Gymnasium |
13:00 - 14:15 | Workshop 4 (del 2) på Mariagerfjord Gymnasium |
14:15 - 14:30 | Opsamling, evaluering og farvel |
14:30 | Tak for denne gang |
PRAKTISK INFO
Pris inkl. overnatning: 3000 kr.
Forplejning: 2 x morgenmad + 2 x frokost + 2 x aftensmad (hvoraf det ene er festmiddag på Hotel Amerika)
Pris ekskl. overnatning: 1650 kr.
Forplejning: 2 x frokost + 2 x aftensmad (hvoraf det det ene er festmiddag på Hotel Amerika)
Med i prisen, både ved overnatning og uden overnatning, er korarrangementer, som du kan tage med hjem og benytte i egen undervisning.
Indkvartering sker på Hotel Amerika - Amerikavej 48, 9500 Hobro.
Det er et 4 stjernet hotel beliggende i smukke omgivelser i Østerskoven, 9500 Hobro.
Alle workshops foregår på Mariagerfjord Gymnasium. Amerikavej 5, 9500 Hobro.
Om søndagen får du muligvis mulighed for at afprøve metoderne som sanger i et SATB kor.
TILMELDING
Du tilmelder dig via dette link
Betaling skal ske sammen med tilmelding.
Betaling af det fulde beløb skal ske ved tilmelding.
Har du spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte Korskolens Korproducent:
Kathrine Søndergaard Pedersen
kathp@mariagerfjord.dk / tlf. 40108247
Bliver du forhindret i at deltage i stævnet skal afbuddet falde senest d. 1. september 2023. Sker aflysningen herefter refunderes pengene ikke.
DOWNLOAD BROCHURE